Mærkesager



Jeg vil i folketingssalen kæmpe for disse mærkesager.

Det skal kunne betale sig at arbejde

Samfundet skal indrettes, så det kan betale sig at arbejde. Det skal både kunne betale sig at arbejde mere for folk, der er i arbejde ligesom manglende økonomiske incitamenter ikke må holde folk ude af arbejdsmarkedet.

Tilpasning til globaliseringen

Danmark skal helt på forkant i en verden, der er præget af stigende global konkurrence. Derfor må vi sikre optimale vilkår for forskning, uddannelse, innovation og erhverv til udvikling af et højteknologisk og konkurrencedygtigt samfund. Det skaber arbejdspladser. Danmark skal være mulighedernes land.

Kommunal- og strukturreformen skaber en mere effektiv offentlig sektor

Den offentlige sektors nye struktur skaber muligheder for nytænkning af hele den offentlige sektor. Det giver mulighed for en mere enkel og effektiv offentlig sektor med et solidt grundlag for de borgernære serviceopgaver: børnepasning, skoler, ældrepleje, fritidsaktiviteter, miljø, sundhed, sygehuse mm. ligesom den øger mulighederne for frit valg på flere områder.

Kvalitetsreformen

En mere effektiv offentlig sektor giver råd til mere velfærd. Derfor skal vi have en kvalitetsreform. Vi skal have en bedre offentlig sektor både for brugerne og medarbejderne. Den offentlige sektor skal tilbyde gode arbejdspladser, hvor de ansatte har mulighed for at yde en service af højeste kvalitet. Danskerne skal opleve en offentlig sektor, som er let at henvende sig til, og som fokuserer på den enkelte borgers behov. Vi skal lære af de gode eksempler.

Afbureaukratisering

Som en del af kvalitetreformen skal der sættes fokus på forenkling, afbureaukratisering og fjernelse af overflødige regler.

Investering i fremtiden

Fremtidens velfærd kræver at vi træffer de rigtige og langsigtede beslutninger her og nu.  Vi skal have fremtidssikret det danske sygehusvæsen og sikret, at alle patienter får behandling af høj kvalitet uanset tid og sted.

Sundhed og arbejdsmiljø

Der skal investeres i sundhed og forebyggelse som en vigtig del af fremtidens velfærd. Både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø skal på toppen af dagsordnen, da stress er et alvorlig problem både for samfundet og den enkelte. Det skal der gøres noget ved.

Motorvej og infrastruktur

Motorvejsnettet på Fyn skal færdigbygges. Der er behov for det tredje motorvejsspor over Fyn og anvendelse af støjdæmpende asfalt de relevante steder. Den samlede infrastruktur, der også indbefatter IT og bredbånd skal følges op og være helt i top.   

Fortsat skattetop

Skattestoppet har givet de danske familier en tryghed for, at der ikke bliver indført skattestigninger og andre ubehagelige indgreb, der kommer som en tyv om natten. Skattestoppet skåner borgerne mod 1990´ernes uigennemskuelige pinsepakker og skattereformer, der flyttede pengene fra den ene lomme til den anden og som i sidste ende betød at det blev dyere for borgerne. Samtidigt har skattestoppet forhindret de grønne afgifters himmelflugt. Regeringens politik har vist, at det er muligt at forene skattestoppet med velfærdsforbedringer. Skattestoppet er således intellegent, socialt og går hånd med bedre velfærd.

Integration med respekt for danske værdier

Udgangspunktet for succesfuld integration er at de danske værdier kendes og respekteres. Vi skal stille krav om, at udlændigene kender og overholder både de formelle og uformelle spilleregler i det danske samfund og lærer det danske sprog. Samtidigt skal vi have skabt et arbejdsmarked der både giver insitamenter til og mulighed for arbejde til alle.

Effektivt EU

Med EU er der skabt en ramme for problemløsning af problemer, der ikke kender til og respekterer landegrænser eksempelvis miljøproblemer, international kriminalitet og handelsbarrierer. Der skal skabes effektive rammer for løsning af internationale problemer. Samtidigt skal nærhedsprincippet respekteres. Beslutningerne skal træffes så tæt på borgerne som muligt. Nationale problemer skal løses nationalt.